Jersie den 4-10-08

Kære elskede Andreas.

Tillykke med dagen, tillykke med de 23 år – du skulle have fejret her i dag med os.

Jeg fatter stadig ikke (den har du nok hørt før) at du/I ligger her, men det kommer jeg aldrig til. Det er bare så vildt uretfærdigt og uforståeligt, vanvittigt at tænke på.

Men jeg tænker……………
Tænker ofte på hvorfor du skulle dø, hvorfor du, og Mathias, ikke fik et liv med os, med kærester, koner og børn. Og det gør stadig ondt at tænke, og at se jeres kammerater – nogle med barnevogn.

Er gået i stå her, hvad skal jeg sige til dig?
Jeg elsker dig, savner dig og ville gøre alt for at få dig hjem igen – vanvittigt at sige, det er jo umuligt, men ikke desto mindre de tanker der kører.


De kærligste fødselsdagshilsener og knus

4. oktober 2007

Kære Andreas

Hjertelig tillykke med de 22 år - du burde have fejret i dag.
Hvor er det bare træls for femte gang at sige tillykke på denne måde, og endnu mere træls, at det ALDRIG bliver anderledes.

Tænk hvor meget du burde have oplevet i de snart fem år der bare er forsvundet siden du, og Mathias, døde.
Ja, de er bare forsvundet, jeg fatter ikke hvor de er blevet af, og hvor meget der er sket siden d. 23-11-02.
Alt for mange har lidt samme grumme skæbne som jer og er døde i trafikken, alt for mange står tilbage med samme savn og sorg som jeg. Hvorfor er der stadig så mange der tror, biler er legetøj, så mange som ikke har lært af jeres død og alle de andres død?
Nej, et svar får jeg nok aldrig.

Der er selvfølgelig også sket andet, der har været bryllupper og børnefødsler, runde fødselsdage og meget andet, alt sammen begivenheder hvor du, og Mathias, skulle have været med, dage hvor sorg og savn har gnavet endnu mere end i hverdagen - hvis ellers det er muligt.
Alt sammen noget der gør så vildt ondt, fordi I ikke får lov at få de store oplevelser, og fordi vi andre ikke fik lov at følge jer gennem de oplevelser.

Kære Andreas, jeg håber dagen bliver ok, også hos dig - selvom ikke mange husker den, suk.

De kærligste hilsener og store fødselsdagsknus
mor

4. oktober 2006
Kære Andreas

Tillykke
Tillykke med de 21 år.
Ja, du skulle ha' været hér og fejret dine 21 år - spist lagkage og hygget dig.
Din fjerde fødselsdag du ikke selv kan være med til, hvor er det dog TRÆLS !
Hvor havde du mon været i dag, hvis du havde fået lov at leve?
Udlært tømrersvend, og hvad så ?
Militæret, Sverige, eller ?
Ja, mulighederne var mange, og du havde helt sikkert fundet din vej ud i voksenlivet - om end vi måske ikke havde været enige, i det der med militæret ved du.

Nu får du så i stedet en side her, hvor jeg håber jeg får skrevet din og Mathias's historie en dag. Ikke lige den fødselsdagsgave jeg bryder mig om at give dig, men det kan jo ikke være anderledes.
Jo, jeg kan lave dig en mere, eller mig selv; jeg fandt dine grydelapper forleden, dem du syede i skolen, men ikke fik helt færdige, det skal jeg prøve om jeg kan få gjort.
Vist ikke den nemmeste opgave at sy.
De kærligste, triste, fødselsdagshilsener
mor