Mine skriverier

Hold fastere omkring mig

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Med dine runde Arme;

Som Bærrene paa Hækken;

Hold fast, imens dit Hjerte

Om lidt, er vi forsvundne,

Endnu har Blod og Varme.

Som Boblerne i Bækken.

 

  Emil Aarestrup (1838)

 

Her vil jeg lægge nogle af mine mange skriverier ind, noget af alt det jeg har skrevet siden Mathias og Andreas døde.

Digtet øverst har jeg dog lånt, det var bagpå sangene til begravelsen, og det siger bare så meget - pas på hinanden mens I har hinanden

15-12-2003

HVORFOR?????????

 

Hvorfor gik I overhovedet ned ad trappen og steg ind i den bil???????

Hvad fanden skulle I?????

Hvorfor gik I fra lys og computere, penge, mobil, smøger?????

Hvad var dét Andreas var ligeglad med som du skrev, Mathias??????

Skreg I????? Ligesom jeg, da jeres far ringede????

Mærkede I bilen skred for Jacob????

Havde du sele på, Andreas????

Mærkede I smerterne????????????

Mærker I vores smerter nu?????????

Har I fundet morfar??????

Syn’s han ikke, du er blevet høj, flot og stærk, Andreas??????

Så I hvor mange der fulgte jer i kirken??????

Andreas, hvor har jeg ondt af dig: de kom så mange til din begravelse, men hvor var de allesammen, da du kom hjem fra Bornholm?????

Har i set den flotte, svenske sten, vi har fundet til jer???????? Synd I ikke må få den til jul !!!!!!

Så I Michael hentede computerne i går???? Og hørte I, han kan flytte nebbelunde.dk over til sig, så vi kan beholde de adresser??????

Hvorfor kan jeg ikke høre jeres stemmer??????????????????

Hvorfor kan jeg ikke huske ret meget med jer?????????????????

Hvorfor er jeg så fandens stærk og velopdragen så jeg ikke bare ka’ falde ned i et hul og gemme mig væk, tude, skrige, hyle, sparke, slå?????

Min verden er gået totalt i stumper og stykker, men jeg er stadig hel, hvorfor??????????????????

Hel, ja. Men fuldstændig tom indvendig!!! Mærker intet, hverken stik i hjertet eller smerter i maven, HVORFOR??????????????????

 

FAR, hvorfor tog du mine drenge??????????????

Hvorfor holdt du ikke hånden over dem i stedet?????????

Hvorfor måtte de ikke opleve livet?????????????????

Var der noget galt som de skulle skånes for at opleve????????????????

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

               
 
 

 

 

Mine stjerner på him’len… 

 

Blandt stjerner på him’len
et sted i vrimlen
er to af mine
en af dine?
De lyser så klart,
men jeg er så sart
og ser dem vel næppe…

Hvordan skal jeg se dem
når tårerne blænder
mit syn når jeg kikker
derop…

Kære drenge
vær rare at vise mig vejen
så jeg ka’ få set
at I har det nu godt
blandt alle de andre små
stjerner
i vrimlen
på him’len……  

Kære drenge
mon I kan se mine tårer
hernede på Jorden
blandt alle de mange
der lever så hastigt
og har så travlt
at de glemmer at stoppe,
at tænke, at snart ka’ det være
at snart er det slut

Mon I deroppe ka’ følge med
og se at jeg savner og mangler jer her?
Se at jeg slet ikke mer’
kan leve og ånde som før..
Hvornår mon jeg tøer??
Vid at jeg elsker jer
vildt og varmt,
selvom jeg kun føler kulden nu…

Mathias, Andreas,
hvordan ku' det ske,
HVORFOR???
Om det har jeg spurgt
så tit,
men ingen har svaret
på dét…
Jeg fatter det ikke
vil aldrig forstå,
I forsvandt i natten
så brat!  

Jeg håber en dag
vi ses igen
i vrimlen
på him’len
blandt stjerner………                                       

 MOR, 11-2-2003

18-2-2003

Kære elskede Mathias, Kære elskede Andreas!!!!

 

Jeg skal skrive om den dag, mit liv blev smadret – den dag, JERES liv var blevet smadrede i en bil !!! Den dag, jeres far ringede og vækkede os med den mest grufulde besked man overhovedet ka’ få: dine børn er døde!!! D. 24. november 2002…

Ja, han ringede, da politiet jo ikke ku’ finde mig i Tune hos Kjeld, - hvorfor havde du dog ikke Kjelds nummer i din mobil, Mathias??? Eller adressen i din pung…… Og du, Andreas, havde hverken pung eller mobil, sku’ jo bare lige ud til Jais, eller hvad???

 Jeg hørte vist nok telefonen, der ringede ca. 5.45, mærkede vist også Kjeld stod op… Hørte ingenting før han kom ind til mig: Dennis er i telefonen, helt ude af sjaketten…

På den korte vej til telefonen nåede jeg at tænke han ta’r fejl, det er Mathias der ringer og siger at Dennis er død………

MEN NEJ!!! Det VAR Dennis, - der var hentet af politiet og kørt til sygehuset… Johnny og han var så kørt til mormor for at ringe til mig……

Jeg kan ikke huske ordene, men at jeg først opfattede at du Mathias var død, kørt galt med en kammerat…… Ved ikke hvor længe der gik, før det gik op for mig, at det var jer begge to, både du Mathias og du Andreas………

JEG SKREG!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Skreg, skreg, skreg……

Kjeld måtte ta’ røret og jeg faldt ned ved pigerne, fik fortalt dem hvad jeg lige havde hørt… Ka’ ikke rigtig huske mer’ derfra…

Vi fik tøj på og kørte til sygehuset……

En sygeplejerske tog imod og viste os ind på en stue, fik vist en til at være hos pigerne så vi kunne gå ind til jer……

Jamen, jeg ka’ ikke huske ret meget… Vi så jer… Det VAR jer, ingen havde taget fejl, som man vel havde håbet……

Bagefter har jeg undret mig over, de ikke havde tændt lys for jer, gjort det lidt rart, hvis man ka’ sige rart der… Men altså, gjort, så det ikke bare var en KOLD stue I lå på……

Jeg fik skubbet jeres senge sammen så I stod tæt, men kunne ikke få jeres hænder til at ta’ hinanden, desværre!!!!

Og hvad så……

Jeres far og farbror Johnny kom med mormor… Hvor længe de var der, ved jeg ikke, men jeres far blev kørt på Fjorden…

Og så sad vi der på stuen, mormor, pigerne, Kjeld og jeg…… INGEN kom og fortalte noget…

Fik at vide, jeg kunne bruge telefonen, og det gjorde jeg!!! Ringede til Hanne – der kørte fra Solrød til Køge efter blomster og så op til os i Roskilde, meget hurtigt – til Asta og Leif, Nini, og hvem jeg ellers ku’ få fat i, - jeg ville selv fortælle det frygtelige, så vidt muligt…… De andre havde ringet til moster hjemmefra mormor…

Blev spurgt om jeg ville tale med sygehuspræsten, men nej, ville da ha’ fat i vores ”egen” præst, Michael, der konfirmerede dig, Mathias…… Fik fat i en lærer fra Tanias klasse, der lovede at gi’ besked videre… Og Kirsten fra Jersie Skole… Ja, der var mange, jeg måtte vække med gråd og hulken… Jeg husker ikke rækkefølgen, men på et tidspunkt spurgte mormor om jeg havde fået ringet til René…… NEJ, jeg havde ikke hans nummer, og prøvede at få fat i det ved at ringe til Henrik fra De Unges Hus… Han havde det ikke… Så jeg fik desværre først fat i René sent på dagen, da vi kom til Ishøj…

Mens Hanne var der fik jeg fat i bedemanden, vi skulle komme derned mandag…

Tania og Nadia var med inde og se jer, dvs. Tania stod kun i døren og fik et meget kort glimt af dig, Andreas, så vendte hun om til Hanne… Nadia var inde og se jeg begge……

Mormor og pigerne kørte med Hanne hjem til mormor, hvor moster, Søren og Gitte var… Senere kom Michael og Lise fra Fyn til mormor…

Hvor er det svært at huske……

Ved ikke hvad der skete…… Jooee, vi fik noget MORGENMAD ind på et tidspunkt…… Kaffe og the… og lys på den stue vi sad på, men IKKE LYS IND TIL JER!!!!

Nattevagten var gået hjem, og flere timer efter kom dagvagten så og spurgte om vi overhovedet havde talt med en læge… NEJ!!!!!!!!

Så gik der vel en time mer’ før lægen kom… Dvs. en læge, der jo ikke havde været med om natten, og derfor kun kunne læse rapporten…… (senere har vi så fundet ud af, at Lene – lægen, der var hos jer om natten - VAR på skadestuen, da vi kom, - hvorfor kom hun dog ikke til os allerede der????)

Jeg tror først det var nu, det gik op for os at du havde levet ca. tre timer efter ulykken, Andreas!! At de faktisk havde opereret dig………

Politiet havde vi spurgt efter, men fik at vide, de først ville kontakte os MANDAG!! Vi skulle jo tale med dem, der havde været med om natten………

INGEN spurgte om jeg ville blive hos jer på stuen, vaske jer, nusse om jer, bare være ved jer, længe… Måske en da sove hos jer…

Fik at vide på et tidspunkt at jeg kunne køre på Fjorden………!!!!!!!!!! Ikke noget med at de fra Fjorden kunne komme op til os……

Jeres far kom tilbage dernedefra, og blev hentet af Johnny…… - Johnny, der på et tidspunkt havde den opfattelse at DU havde kørt, Mathias…… Heldigvis så jeg jo, du havde et stort mærke som jeg mente kun kunne  stamme fra selen, og derfor mente jeg helt bestemt, du IKKE havde kørt!! Heldigvis havde jeg ret, men fik først vished MANDAG, da betjentene kom……… -

Og hvad så…… Ja, hvad sku’ man SÅ foretage sig???????????????????

Michael Rønne ringede da han var færdig med sine gudstjenester og kom op til os… Siden fulgte han os de næste dage… Men vi havde i mellemtiden hentet et par flotte buketter og så kørte vi tre, Kjeld, Michael og jeg, ud til STENEN…… Jeg ville se, hvor I var blevet slået ihjel!!!!! Der var allerede nogle blomster, måske lys… Tænk, det ka’ jeg ikke huske nu……

Bagefter kørte vi tilbage til sygehuset, hvor vi aftalte at mødes i kapellet og se til jer næste dag……

HVORFOR gik jeg ikke ind til jeg, og blev dér??????????? Ja, det fatter jeg ikke i dag!!! Men ingen foreslog det jo, og jeg ku’ velsagtens ikke tænke klart, ja, det syn’s jeg stadig ikke jeg ka’!!!!!!!!!!!!

Men NOGEN mente vel, jeg skulle hjem til pigerne…… Ved det ikke……

Vi kørte fra sygehuset, og jeg ka’ ikke nu huske hvor vi kørte hen!!!!!!!!!!!!! Men vi endte hos mormor, hvor Michael og Lise hentede pizzaer…og sodavand…… og hvor jeg endelig fik fat i René……… Han kom op til os, og hvor var det rart!!!!!!!!!!!!! Han kørte også med i kapellet dagen efter…… Sammen med Jais og hans mor………

Tænk jer, lige nu sidder jeg og bli’r meget i tvivl om det først var tirsdag, vi talte med betjentene…… Ja, det hele kører, og jeg tror ikke, jeg ka’ huske meget fra den uge op til begravelsen om fredagen…

 

Jeg slutter her, kan ikke mere… hverken huske eller skrive……

 

De kærligste hilsener

MOR!!!